Den russiske statsejede gasgigant, Gazprom, siger lørdag, at de regner med at underskrive en aftale med Ukraine. Dermed skulle der komme en løsning på den gaskonflikt, der har betydet, at mange europæiske lande har været uden gas i en periode, skriver flere udenlandske nyhedsbureauer.
"Vi regner med at dokumenterne bliver underskrevet i dag. Førsteprioriteten er nu at få løst spørgsmålet om gas, der passerer igennem Ukraine," siger talsmand for Gazprom, Sergei Kupriyanov, til nyhedsbureauet Interfax, på et møde i Kreml.
En delegation fra Ukraine, ledet af premierminister Yulia Tymoshenko, var lørdag i Rusland for at tale med den russiske premierminister Vladimir Putin om leveringen af gas.