En raket affyret fra Gaza-striben har ramt en mark tæt på byen Ashkelon i det sydlige Israel. Ingen skulle være kommet til skade.
Det skriver BBC.
Det er det seneste i en række raketangreb, der har fundet sted, siden Israel og Hamas indgik våbenhvile den 18. januar.
Tirsdag blev en israelsk soldat dræbt ved et bombeangreb ved grænsen til Gaza. Israel svarede igen med luftangreb og indsættelse af soldater og kampvogne.
Begge parter i konflikten har flere gange forbrudt sig mod den indgåede våbenhvile.
Cirka 1300 palæstinensere og 10 israelere blev dræbt under den tre uger lange offensiv, som Israel iværksatte i Gaza for at stoppe militante raketangreb.