Derfor vil Dansk Røde Kors bruge en del af syv millioner kroner fra Udenrigsministeriet på at hjælpe børnene i Tal al Hawa, Jabaliya, Khan Younis og Deir El Balah.
"Hundredetusinder af børn i Gaza har oplevet bombardementer, de er flygtet ned i kældre om natten, de har set ødelæggelser og døde mennesker og ting, der overgår alt, hvad man kan forestille sig. Hvis ikke de får bearbejdet de oplevelser, så kan det påvirke dem for livstid," siger generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl til Nyhedsbureauet Newspaq.
Arbejdet i Gaza vil fokusere på børnene i området, men for eksempel vil familier, som har mistet pårørende, også få hjælp af projektet. Derudover vil også lærere få undervisning i, hvordan de kan hjælpe børnene med at behandle deres traumer efter krigen.
"Vi skaber nogle frirum efter skole for omkring 30.000 børn i Gaza. I det frirum kan de lege og få nogle aktiviteter, som bearbejder ders oplevelser på børnemanér, og hvor de har nogle voksne, som ved, hvad de skal gøre, når børnene bliver kede af det eller en udviser en adfærd, som er skabt af den situation, de har været i. Så i løbet af nogle måneder vil vi forsøge at normalisere tilværelsen for de her børn, så de kan leve uden de her traumer i baghovedet," siger Anders Ladekarl.