Endnu en af Tiger Woods' storsponsorer kvitter samarbejdet som følge af hans sexskandale.
Energidrikken Gatorade, der ejes af Pepsi-koncernen, har ligesom AT&T og Accenture sendt en fyreseddel til golflegenden.
"Vi ser ikke længere en rolle til Tiger i vores marketingbestræbelser og har derfor afsluttet vores forhold. Vi ønsker ham det bedste fremover," siger en talskvinde for Gatorade.
Dog fortsætter energidrik-selskabet sit samarbejde med Tiger Woods Foundation.
Udmeldingen kommer en uge efter, Tiger Woods i en tv-transmitteret tale fra den amerikanske golftours hovedkvarter undskyldte over for sin kone, Elin Nordegren, sine venner, sin familie og sine fans.
"Jeg var utro, jeg havde affærer og bedrog. Det, jeg gjorde, var uacceptabelt," sagde den 34-årige verdensetter.
Han har efter afsløringen af sine mange elskerinder tilbragt 45 dage i terapi og siger, at han stadig har "lang vej" i forhold til at komme sine personlige problemer til livs.
Barberbladsproducenten Gillette og urmageren Tag Heuer har også taget afstand fra Woods. Den amerikanske bilkoncern General Motors meddelte for nylig, at Tiger Woods ikke længere havde fri adgang til at benytte koncernens biler.
Sportsgiganten Nike har sagen igennem støttet Tiger Woods. Og Electronic Arts regner med at fortsætte udviklingen af et online-spil med golfstjernen.