En helt almindelig dag på et elektronikmarked i Japans hovedstad, Tokyo, udviklede sig søndag til et sandt blodbad.
Pludselig kørte en mand sin lastbil ind i folkemængden og gik derefter løs på tilfældige mennesker med en kniv.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Mindst syv mennesker blev dræbt, da manden huggede vildt om sig med kniven - flere andre er blevet såret, og myndighederne vil ikke afvise, at dødstallet kan stige, da flere af dem har livstruende skader.
Markedet ligger i bydelen Akihabara, der i folkemunde kaldes 'Electronic city' på grund af de mange butikker med elektronik og computerspil.
Derfor er der også altid mange turister i området, men om der er udlændinge blandt de dræbte og sårede, er stadig uvist.
Politiet har anholdt den 25-årige knivmand. Det er uvist, hvad der fik ham til at gå amok, men han betegner angiveligt sig selv som gangster.