Det bliver sværere og sværere at finde personer, der ikke har set musikvideoen til "Gangnam Style", hvor Psy, den velklædte sydkoreanske rapper, energisk laver rejehop anno 2012.
Fredag passerede "Gangnam Style" en historisk grænse, da det sydkoreanske musikvideofænomen som den første YouTube-video nogensinde passerede en milliard klik.
Omkring klokken 16.50 dansk tid fredag røg kliktælleren op på 10 cifre. Og klokken 19.03 var videoen allerede set 1.000.382.639 gange.
- En milliard kliks er et utroligt antal, skriver Kevin Allocca, YouTubes trendmanager, i sin blog på youtube-trends.com.
Han forklarer videoens succes med, at den fængende musik har et universelt appeal.
- Og måske er det mest fantastiske ved denne bedrift, at den kun tog fem måneder at opnår, skriver Kevin Allocca ifølge nyhedsbureauet AFP.
"Gangnam Style" blev uploadet den 15. juli i år.
Den lidt over fire minutter lange musikvideo handler om Seouls velhaverkvarter Gangnam og indeholder et væld af farverige lokationer samt eksplosioner og en masse dansende koreanere.
Det velrenommerede amerikanske musikmagasin Rolling Stones udnævnte tidligere på måneden Gangnam Style som årets 25. bedste sang.
På andenpladsen over mest sete YouTube-videoer finder man den canadiske teenagehjerteknuser Justin Bieber.
Hans musikvideo til sangen "Baby" var fredag klokken 19.00 oppe på 813.378.319 klik.
Videoen har dog været tilgængelig på YouTube i to år, altså fire gange så længe som Gangnam Style.
Jennifer Lopez tager sig af YouTube-listens tredjeplads. Videoen til hendes og rapperen Pitbulls sang "On the Floor" var fredag aften oppe på 632.617.032 klik.
/ritzau/