Forløberen til Ringenes Herre-trilogien, Hobbitten , kan byde på et gensyn med Ian McKellen i rollen som troldmanden Gandalf.
- Hvis jeg stadig magter det, er det højst sandsynligt, at jeg vil blive tilbudt rollen, siger Ian Mckellen til nyhedsbureauet Reuters.
Han høstede blandt andet en Oscar-nominering for sin rolle som den gode troldmand i Peter Jacksons filmatisering af Ringenes Herre, men da Jackson er blevet uvenner med filmselskabet bag filmene, New Line, har der været stillet spørgsmålstegn ved, om McKellen ville blive tilbudt rollen i filmatiseringen af Hobbitten .
- Da Peter annoncerede, at han trak sig fra Hobbitten , sendte han mig en email med ordene: Bare fordi, jeg trækker mig, behøver du ikke at gøre det samme. Selvfølgelig skal du spille Gandalf , fortæller Ian McKellen til Reuters.
Og han lægger ikke skjul på, at han godt kunne tænke sig at spille med i filmen, der handler om, hvordan herskerringen kommer i hobitternes besiddelse med Frodos onkel, Bilbo, i den anden hovedrolle.
- Jeg ville blive skuffet, hvis de ikke havde lyst til at have den rigtige Gandalf med igen, siger Ian McKellen.
Det er stadig uvist, hvem der skal instruere Hobitten . Peter Jackson og New Line blev uvenner, da de ikke kunne blive enige om, hvor stor en del af indtægterne fra Ringenes Herre-filmene, som Peter Jackson skulle have.