En mand er blevet arresteret for at have tiltvunget sig adgang til eks-Beatlen Paul McCartneys hjem.
Manden skulle blandt andet have skreget: »Jeg må have fat i ham.« Det skriver Newsoftheworld.com.
Beatles-fanatikeren kørte med høj hastighed ind på McCartneys grund i sin bil og satte kursen mod sangerens hoveddør, mens han skreg »Jeg skal ind.«
Vagterne fik blokeret vejen for manden ved at aktivere en sikkerhedsport, men han kørte i stedet ind over markerne, indtil han var lige uden for McCartneys hjem.
Personalet fik tilkaldt politiet, men manden flygtede. Først efter en vild biljagt på de små landeveje blev han arresteret.
Sikkerheden omkring McCartney har været meget høj, siden John Lennon blev myrdet på gaden i New York i 1980.
Nu forventes det at sikkerheden skærpes endnu en gang.
I de sidste måneder har der været flere tilfælde af mystiske fans uden for McCartneys hjem. For to uger siden blev en mistænkelig mand sendt til afhøring hos politiet.
Manden havde brugt fire dage på at følge musikeren og hans personale i en mørk Volvo.