Den 2. august løber USA tør for penge. Hvis ikke republikanerne og demokraterne bliver enige om en aftale for nedbringelse af gælden inden da, kan USA risikere at gå statsbankerot.
I nat blev tre demokrater og tre republikanere så enige om en aftale i den amerikanske kongres, som kan tvinge præsident Barack Obama til at bøje sine forhandlingskrav.
Forhandlingerne har handlet om en eventuel forhøjelse af USA's gældsloft, hvilket kan sammenlignes med, at landet får udvidet sin kassekredit. På den måde kan USA købe sig tid til at træffe de nødvendige foranstaltninger, som på længere sigt skal bringe gælden permanent ned.
Barack Obama har tidligere krævet en langsigtet forhøjelse af gældsloftet, men de seks politikere er blevet enige om en kortsigtet forhøjelse, og nu lyder meldingen fra Det Hvide Hus, at præsidenten er parat til acceptere aftalen.
En kortsigtet forhøjelse af gældsloftet løser imidlertid ikke problemerne, har Obama tidligere sagt. Det Hvide Hus holder fast i den vurdering, men har nu tilføjet et smuthul. Barack Obama vil støtte forslaget, hvis kongressen forpligter sig til en langsigtet aftale om budgetunderskuddet. Gælden skal fjernes, og alle skal være med til at betale, lyder budskabet.