Muammar Gaddafi står ikke længere i spidsen for AU - Afrikas svar på EU.
På førstedagen af African Union-topmødet i Etiopiens hovedstad Addis Ababa valgte de afrikanske ledere i stedet Malawis præsident Bingu wa Mutharika som ny formand.
I sin afskedstale fyrede Muammar Gaddafi en bredside af mod beslutningsprocessen i organisationen, der har til formål at samle de afrikanske lande og skabe en slagkraftig økonomi.
"Det var som om vi var ved at bygge en ny atombombe eller noget," sagde han med henvisning til "meningsløse" møder til langt ud på natten.
"Verdens motor er ved at bestå af syv eller 10 lande, og det er vi slet ikke bevidste om. EU er på vej til at blive et land. Vi er også nødt til at forene os. Lad os gøre det i dag," sagde han.
Den libyske leder har i adskillige år kæmpet for et forenet Afrika.
"Afrika er ikke et fattigt kontinent, men det afrikanske folk er fattige," siger Gaddafi.