Verdens rigeste lande er enige om at halvere deres budgetunderskud inden 2013.
Beslutningen blev taget i weekenden i Canada, hvor lederne af verdens 20 mægtigste lande, de såkaldte G20-lande var samlet.
De enkelte landes underskud skal gøres mindre for at rede verdensøkonomien, mener landene.
Canadas premierminister, Stephen Harper, sagde ved mødets afslutning, at den offentlige gælds andel af økonomien skal være mindsket i 2016 eller i hvert fald stabiliseret i forhold til i dag.
G20-landene er også enige om at styrke det finansielle system, så man undgår risikable spekulationer i bankverdenen.
En decideret skat på banker har været på tale, men den er blevet droppet. I stedet må landene lave deres egne regler, siger Stephen Harper ifølge BBC.
Bankskatten skulle finansiere de mange hjælpepakker, som kollapset i den finansielle sektor har medført.
USA's præsident Barach Obama sagde, at det ikke er et mål i sig selv at stramme finanspolitikken. Målet er at skabe vækst og job.
"Vi må gøre alt, hvad der står i vores magt for at undgå en gentagelse af den seneste finansielle krise," sagde han ifølge BBC.
Barack Obama understregede, at skærpede regler, herunder større kapitalkrav til bankerne, vil blive behandlet på næste G20-topmøde i Seoul i Sydkorea, til november.