Chokbølger rullede i dag ind over brændstofselskabet OW Bunker, der efter en svindelsag og massive prisfald på olie har lidt så store tab, at firmaets banker har smækket kassen i, og en konkurs kan komme på tale.
På verdensplan har OW Bunker og koncernens datterselskaber mere end 600 ansatte, her iblandt en del udstationerede danskere. Nordjyske har talt med en af dem, og han siger, at firmaets ledelse mildt sagt ikke har overinformeret medarbejderne.
"Vi aner intet. Vi har ikke fået et klap at vide. Vi er i et limbo, og det er der flere familier herude, der er", siger den ansatte til Nordjyske.
Værst for de lokale
"Det eneste, vi har fået af vide fra ledelsens side, er, at vi får en orientering, når der er noget at orientere om. Det er ikke særligt behageligt," uddyber den ansatte, som ønsker at være anonym, men hvis navn og stilling er kendt af Nordjyske.
Den danske ansatte er ikke blot bekymret for sin egen fremtid. Han peger på, at situationen er endnu mere ubehagelig for mange af de lokale ansatte.
De arbejder til en lavere løn og har ringe muligheder for at finde et nyt job, hvis det ender med en konkurs for OW Bunker.
Også i Danmark kan det ende med fyringer. 300 af OW Bunkers ansatte arbejder i Nørresundby, hvor selskabets hovedkvarter ligger, og deres job hænger nu i en tynd tråd. Der er især tale om ansatte inden for HK-sektoren.