Der skulle både politi, syv bombehunde og hjemmeværnet til. Men nu skulle den være sikker.
Der er ingen bombe på Tietgenskolen i Odense, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Tidligere i dag blev skolen ellers udsat for en bombetrussel, som blev taget meget alvorligt.
Skoleinspektøren modtog truslen i et anonymt brev omkring klokken otte i dag, onsdag morgen.
Bombetruslen bevirkede, at skolen blev lukket, og lærere og omkring 1.000 elever blev evakueret.
Eftersøgningen blev afsluttet kl. halv tre onsdag eftermiddag, og politiet fandt ingen tegn på fare. Derfor blev afspærringen af skolen ophævet på samme tidspunkt.
Så der bliver ingen ekstra fridag til Tietgenskolens lærere og elever i morgen.