Langt over fartgrænsen og med alkohol i blodet ræsede en 18-årig fynbo natten til lørdag sin jævnaldrende ven i døden. Det skete i Strib nær Middelfart, og det koster nu den 18-årige fængsel.
Frem til den 13. april skal manden sidde varetægtsfængslet, det blev resultatet af dagens grundlovsforhør.
"Vi har nu fået nogle tekniske erklæringer på, at hans promille var på 1,21, og bilinspektøren har slået fast, at han har kørt det dobbelte af den tilladte hastighed," siger politifuldmægtig ved Fyns Politi Lenette Skak til Newspaq.
Bilen nåede helt op på mellem 100 og 120 km/t.
Bilen røg ud i en voldsom ulykke ved Strib Landevej. Ved ulykken overlevede alle tre 18-årige passagerer, men søndag døde den ene af sine kvæstelser. Chaufføren blev efterfølgende sigtet for uagtsomt manddrab.
Nu skal politiet have ro til at efterforske videre i sagen, og derfor er den 18-årige varetægtsfængslet.
"Der er yderligere vidner, vi skal have afhørt, og nogle skal genafhøres. Nu skal vi have fred og ro til at finde ud af, hvad der er sket derude," forklarer Lenette Skak.
Den højst tilladte promille er 0,5, hvilket svarer til cirka to genstande.