Flere arbejdstimer skal sikre danskerne brød på bordet.
Det melder både hovedorganisationen FTF og fagforbundet FOA ud, efter at debatten om den politiske oppositions økonomiske plan igen er blusset op.
"Vi mener, at arbejdstidsvejen er en af de veje, man skal gå. Vi vurderer planen ud fra, at den prioriterer ikke at komme med de store besparelser i modsætning til regeringens genopretningsplan," siger Bente Sorgenfrey, formand for 450.000 offentligt og privat ansatte til Newspaq.
Debatten om fagbevægelsens rolle i Socialdemokraternes og SF's økonomiske plan 'Fair Løsning' blev i dag genoptaget, da Berlingske Tidende bragte en kommentar skrevet af formændene for 3F, HK og Dansk Metal.
Her skriver de tre fagbosser, Poul Erik Skov Christensen (3F), Kim Simonsen (HK) og Thorkild E. Jensen (Dansk Metal), at de bakker op om oppositionens plan, men at øget arbejdstid er en af flere løsninger til at skaffe 15 milliarder kroner til at dække hullet i den danske økonomi.
Dennis Kristensen, der er formand for FOA's 200.000 offentligt ansatte inden for velfærd og service, har tidligere advaret fagbevægelsen om at binde sig til en bestemt partifarve. Men han er med på, at oppositionens økonomiske plan er at foretrække frem for regeringens besparelser.
"Fair Løsning peger i den rigtige retning. Vi ser meget større perspektiv i at arbejde os frem for at spare os ud af krisen. Men vi siger også, at vi ikke vil være med til at hæve arbejdstiden til 38 timer for alle. Vi vil ikke give arbejdsgiverne hånds- og halsret over, hvornår vi næste gang kan nedsætte arbejdstiden til 37 timer," siger Dennis Kristensen.
På hans ønskeseddel står flere forslag til, hvordan lønmodtagerne kan lokkes til at arbejde mere.
"Vi vil heller kigge på de gulerødder, man kan finde, for at gøre det attraktivt at arbejde noget mere. For deltidsansatte at arbejde ekstra, for seniorer at blive længere på arbejdsmarkedet og for efterlønsmodtagere at få en gevinst for at arbejde længere," siger Dennis Kristensen.