Den danske landsholdspiller måtte skiftes ud efter 86 minutter af søndagens dramatiske og underholdende Carling Cup-finale på Wembley.
Men det var umiddelbart ikke lige til at se, hvorfor Daniel Agger måtte se sig bænket.
Efter kampen forklarede Liverpool-manager Kenny Dalglish, hvorfor han valgte at pille den formstærke dansker ud.
"Jeg tror, at Daniel har brækket sit ribben," sagde Liverpool-manager Kenny Dalglish på et pressemøde efter kampen ifølge klubbens officielle hjemmeside.
Og det er ikke længe siden, at Daniel Agger sad ude i knap to måneder med to brækkede ribben, men hvor slemt, det er nu, vides endnu ikke.
Om Morten Olsen får mulighed for at gøre brug af landsholdsspilleren i Danmarks venskabskamp mod Rusland på onsdag i Parken er endnu tvivlsomt.
"Jeg skal lige snakke med ham, inden vi beslutter noget. Jeg vil ikke sige, at jeg er definitivt ude mod Rusland," siger forsvarsspilleren til ekstrabladet.dk.
Kilde: Liverpool