****
Titel: Little Children - Inst: Todd Fields
Noget af det mest studerede i det moderne amerikanske litteratur- og filmdrama må være det, der ligger lige under forstadens overflade. Det nære drama i det helt almindelige USA med sorger, fortrængninger, kedsomhed og seksuelle frustrationer. Et tema der ofte har dannet grund for nogle af de mest vellykkede amerikanske film og serier de senere år. ?Little Children’ er endnu en vellykket film i den genre. Velspillet, velfortalt og smuk – om end en anelse mindre original end sine forbilleder.
Sarah (Kate Winslet) fik aldrig gjort sin phd-afhandling i litteratur færdig, og nu er hun hjemmegående husmor i en forstad til Massachusetts. Hun bor sammen med sin ældre stenrige mand, der bruger det meste af tinden på jobbet eller på at onanere til internettet med brugte trusser om hovedet (hvorfor er mandlig onani altid brugt som det ultimative symbol på ynkelighed?). Hver dag går Sarah ned på den lokale legeplads, hvor resten af kvarterets hjemmegående frustrerede fruer sidder og sladrer. Sarah fordømmer de andre, og lader som om hun er observatør til et antropologisk studie, lader en dyb fortællerstemme publikum vide. Legepladsen frekventeres også af en hjemmegående far, som de andre mødre har døbt Hr. Lækker, men ikke tør tale med. Det gør Sarah til gengæld. Hr. Lækker hedder i virkeligheden Brad (Patrick Wilson) og har dumpet sin jura-eksamen et par gange, og de to indleder et stormfuldt forhold. Samtidig er en navngivet pædofil tilbage i kvarteret efter et par år i fængsel.
Små mennesker
Little Children er nomineret til tre Oscars heriblandt Kate Winslet for bedste hovedrolle, og det forstår man virkelig godt. Hun balancerer fantastisk mellem den intellektuelle selvsikre og rystende skrøbelige forstadsfrue, der burde læse op på sin Virgina Wolf eller efterleve sine egne fortolkninger af Gustave Fleubert, som hun læser sammen med sin læseklub for forstadsfruer.
?Little Children’ er en film om at turde at leve og om at holde op med at leve. Den er ikke så original som American Beauty, ikke så dramatisk som ’Far from heaven’ (heldigvis) og forsøger sig ikke med humor som tv-serien ’Desperate Housewifes’. Men det er i det felt ’Little Children’ befinder sig – og i samme liga. Et drama i en helt almindelig forstad, hvor utroskab, lyster og angst gemmer sig underoverfladen. Intenst og nervepirrende.
Alligevel er der noget banalt og stereotypt over filmens set up og handlingstråd. Vi har ligesom hørt historien om forstadens løgne et par gange, og den tilfører ikke genren meget nyt.
Vi er alle små børn, når alt kommer til alt. Små mennesker, der skal lære at opfører os pænt. ?Be a nice boy’, som den pædofile mand, får dikteret af sin mor.