En medalje til Lotte Friis i kvindernes 800 meter fri i svømning har i lang tid lignet den mest sikre danske OL-medalje i det hele taget ved legene i London.
Lotte Friis kan med andre ord nærmest kun skuffe, og danskeren viste sig da også klassen i sit indledende heat, som hun vandt.
I lang tid har det lignet duel om OL-guldet mellem Friis og den britiske favorit Rebecca Adlington, og de to kvinder viste allerede i indledende, at de er i en klasse for sig selv.
Friis svømmede i tiden 8.21,89 minutter - Adlington var marginalt hurtigere i sit heat lige efter, mens resten af svømmerne i feltet var flere sekunder efter de to favoritter.
Med andre ord er der lagt op til den forventede duel mellem Adlington på bane fire og danske Lotte Friis på bane fem i finalen.
Finalen i 800 meter fri svømmes fredag aften klokken 20.45 dansk tid - som et af højdepunkterne i fredagens store finaleafsnit.
Det ligner mindst sølv til Danmark - med en god og realistisk chance for guld.
/ritzau/