Det er i 800 meter fri, at forventningerne er størst til den danske svømmedronning Lotte Friis. Her er folkekravet og den helt reelle forventning en stensikker dansk OL-medalje.
Men Lotte Friis viste søndag, at hun også kan gøre sig gældende på den halve distance, 400 meter fri.
Kun fire modstandere var hurtigere end Friis i løbet af de fem indledende heat, og dermed er Friis altså finaleklar.
I sin let genkendelige lyserøde badedragt lå danskeren godt med fremme heatet igennem, men hun blev presset hårdt og endte blot som nummer fire i det klart stærkeste af de indledende heat.
Tiden var der dog ikke noget i vejen med. 4.04,22 minutter lød Lotte Friis' tid, det er samtidig ny dansk rekord.
Lotte Friis' helt store konkurrent på 800 meter fri ventes at blive OL-værternes Rebecca Adlington, og også hun er klar til finalen på 400 meter fri.
Adlington vandt sit heat i suveræn stil i tiden 4.05,75 minutter, og tiden rakte akkurat til den ottende og sidste finaleplads.
Finalen i 400 meter fri svømmes søndag aften klokken 21.18 dansk tid.
/ritzau/