I dag indviede kronprinseparret Rigshospitalets rehabiliteringsprojekt for tilskadekomne soldater.
Mange soldater var mødt op. Alle havde de mistet enten arme eller ben i krig for Danmark. Og over for et interesseret kronprinsepar demonstrerede de lemlæstede 'Jenser', hvordan de nye genoptræningsmaskiner fungerede.
Mary talte i lang tid med en ung mand, der havde en stump tilbage, der hvor venstre ben engang sad. Grundet en landmine, er hans liv ændret for altid. Historierne gjorde stort indtryk på kronprinseparret. Det skriver bt.dk.
"At se modet fra de unge mænd, soldaterne her, som har været hårdt ramt, men som har viljen, og som har fået nogle endnu bedre muligheder for at komme på fode igen, både fysisk men også med hensyn til livskvalitet. Det er ret vigtigt, at de to ting følges ad," fortalte Kronprinsen til bt.dk
En af de fremmødte journalister spurgte Kronprinsen, om han kom til at tænke på Peter Heering, når han så soldaterne.
Peter Heering er gift med kronprinsessens hofdame Caroline Heering, og er en af Kronprinsens bedste venner. Siden august har Heering, der er oberstløjtnant af reserven, været i Afghanistan, hvor han skal tilbringe det næste stykke tid i Helmand-provinsen.
"Man tænker på, at det der sker lige her, at selvfølgelig er der en risiko for alle," svarede kronprins Frederik.