Adskillige antikrigs-foreninger kalder fredag til demonstration mod Danmarks eventuelle deltagelse i en militæraktion mod den syriske præsident, Bashar al-Assad, der ifølge blandt andre USA og Storbritannien har angrebet Syriens befolkning med giftgas.
I København foregår demonstrationen på Christiansborg Slotsplads klokken 16.00.
- Verdens mest krigsgale nationer - USA, Nato, Frankrig, Storbritannien, Tyrkiet, Israel og Danmark - nærmer sig et militært angreb på Syrien. Den danske statsminister bakker op om en USA-ledet krig - med eller uden FN-mandat.
- Spørger man sig selv, hvem der profiterer på et giftgasangreb på nuværende tidspunkt, er svaret entydigt den USA-ledede koalition, der ønsker krigen, lyder det i en pressemeddelelse fra foreningen Valby og Sydvest mod krig.
Foreningen skriver i pressemeddelelsen, at man ser ligheder til optakten til krigen mod Irak, der blev startet med påstande om tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben.
- FN's Sikkerhedsråd har hidtil blokeret for et militært angreb, og nu satser man på at gå uden om FN under dække af "fund af kemiske våben". Der er ingen beviser for, hvem der måtte have anvendt kemiske våben, eller hvem der har skudt på FN-inspektørerne.
I Aarhus har foreningen Aarhus Mod Krig også indkaldt til demonstration mod dansk deltagelse i en eventuel aktion mod det syriske regime.
Protestaktionen finder sted på Ingerslevs Boulevard klokken 16.00.
/ritzau/