Franske myndigheder har tirsdag beslaglagt og indefrosset økonomiske midler fra to iranske mænd samt den iranske minister for sikkerhed og efterretninger.
Det sker i forbindelse med en efterforskning af et mislykket angreb i Frankrig 30. juni.
Det oplyser franske myndigheder til nyhedsbureauerne AFP og Reuters tirsdag.
Indefrysningen sker, få dage efter at en tysk domstol tillod at udlevere en iransk diplomat ved navn Assadollah Assadi til Belgien.
Her føres en sag mod Assadi og tre andre med iranske rødder for at planlægge et angreb i en forstad til Paris.
Planen var ifølge anklagemyndigheden i Belgien, at et par skulle benytte sprængstoffer til at angribe en demonstration planlagt af en iransk oppositionsgruppe i Frankrig.
I Belgien sidder parret, der er identificeret som Amir S. og Nasimeh N., anholdt. Fransk politi har anholdt en person identificeret som Merhad A., der er mistænkt for at være det mislykkede angrebs fjerde bagmænd.
Med indefrysningen af midler fra den iranske minister involveres den iranske regering yderligere i sagen.
/ritzau/