Frankrig og USA har tilsyneladende nærmet sig hinanden en smule efter en ophedet strid om atomdrevne ubåde og en ny sikkerhedsaftale.
I hvert fald har de to landes præsidenter, franske Emmanuel Macron og amerikanske Joe Biden, onsdag talt i telefon.
Her har Macron meddelt, at han vil sende den franske ambassadør i USA tilbage til Washington i løbet af næste uge.
Det fremgår af en udtalelse fra Det Hvide Hus.
Macron kaldte fredag ambassadørerne fra USA og Australien hjem.
Det skete, efter at USA og Storbritannien - uden Frankrigs vidende - havde indgået en stor sikkerhedsaftale med Australien.
Den indebar blandt andet, at Australien trække sig fra en kontrakt om levering af ubåde fra Frankrig. I stedet vil australierne opbygge en flåde af atomdrevne ubåde baseret på amerikansk teknologi.
Dermed går Frankrig glip af en kontrakt til et trecifret milliardbeløb i kroner.
Macron og Biden er onsdag blevet enige om at mødes i oktober for at rede trådene ud. Det fremgår af udtalelsen fra Det Hvide Hus.
Her lyder det også, at processen omkring den nye sikkerhedsaftale med fordel kunne have forløbet anderledes.
- De to ledere er enige om, at situationen havde haft godt af åbne samtaler mellem allierede, når det handler om strategiske interesser hos Frankrig og europæiske samarbejdspartnere, lyder det.
Frankrigs ambassadør i USA, Jean-Pierre Thebault, har tidligere sagt, at USA, briterne og australierne var skyldige i "en enorm diplomatisk fejltagelse".
- Det var brud på et partnerskab baseret på tillid, gensidig forståelse og oprigtighed, sagde Thebault i den australske hovedstad, Canberra, inden han forlod Australien for at flyve til Paris.
Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, har beskrevet sikkerhedsaftalen som "et knivstik i ryggen".
/ritzau/