Et vidne har tirsdag aften muligvis set den 52-årige kvinde, der forsvandt efter en fest på Fanø tirsdag. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Vidnet siger, at han har set en kvinde, der godt kunne være den eftersøgte. Han så første gang kvinden ved 23-tiden tirsdag aften.
Det skete på Postvejen, der forbinder hovedbyen Nordby med Sønderho, der ligger i den sydlige del af øen. Et kvarter senere så han kvinden stå i vejsiden igen, men denne gang et stykke sydligere.
Kvinden gik ifølge vidnet i den østlige side af vejen.
Der er torsdag dykkere i gang med at gennemsøge kystområdet ved Nordby. Også flere sumpområder, søer og vandhuller bliver undersøgt. En helikopter er sat ind, og det samme er et større antal hundepatruljer.
Kvinden kom til øen i en båd sammen med en bekendt, men hun dukkede ikke op, da de skulle sejle tilbage onsdag formiddag.
Aftalen var, at hun skulle overnatte på båden i havnen efter en fest, som foregik på Vestervejen i Nordby.
Kvinden er fra Ribe. Hun er almindelig til kraftig af bygning og bærer briller. Håret er mellemblondt og skulderlangt, og hun var iført en mørk trøje, joggingbukser og korte, lyse støvler.
Hun har ikke taget sin mobiltelefon med sig, og andre personlige ejendele ligger også på båden.
/ritzau/