Prisen for at drive Kongeskibet Dannebrog, Dronningens Jagtkaptajn og Adjudantstab samt flyve de kongelige ud i verden lå sidste år på 35 millioner kroner.
En pris, der er otte millioner kroner dyrere end i 2002. Oven i de 35 millioner kommer et ukendt beløb til finansieringen af den Kongelige Livgarde.
Men udgifterne er hverken at finde i finansloven eller det kongelige årsregnskab, der redegør for den samlede statsydelse, som tilflyder de kongelige, skriver Politiken.dk.
Og nu vil politikerne se en forklaring på de stigende udgifter. Både Socialdemokraterne og SF efterlyser større gennemsigtighed, så der kan komme klarhed over Forsvarets forskellige udgifter.
"Andre steder i det offentlige har man nogle mere gennemskuelige regnskaber, der gør det muligt at se, hvad de enkelte ting koster. Det burde man også gøre i forsvarets og Kongehusets tilfælde," siger SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen.
Forsvarskommandoen kunne i går ikke komme med en forklaring på de voldsomme stigninger i udgifterne til Kongehuset, men vil undersøge sagen.