Han trækker ikke længere i den rød-hvide trøje, men den røde og blå bliver på Lars Jørgensen en del år endnu.
Den 32-årige håndboldveteran har forlænget sin kontrakt med AG København, og det har skabt glæde i klubben.
"Lars har den vindermentalitet, som altid skal være kendetegnende for AG København. Han er en af kulturbærerne i en ung organisation, og jeg er meget glad for, at han har sagt ja til at forlænge," siger adm. dir. Søren Colding.
Lars Jørgensen forklarer selv, at det var "AGK eller ingenting".
I klubben har han nemlig fundet ligesindede, der brænder lige så meget for den lille, harpiksklistrede bold, som han selv gør.
"Det er enormt inspirerende at spille på et hold og for en klub, der arbejder så ihærdigt på at blive bedst på alle områder," siger Lars Jørgensen.
I AGK kommer Lars Jørgensen blandt andet til at dele omklædningsrum med stjerner som Mikkel Hansen, Kasper Hvidt og Joachim Boldsen.
Kilde: AG København