To tidligere ansatte i forsvaret sidder onsdag på anklagebænken ved Københavns Byret. De er tiltalt for mandatsvig for mere end 700.000 kroner.
Ifølge B.T.s oplysninger skulle de to have snydt forsvaret for de mange penge, hvoraf en del er gået til private ferier, et bryllup og team building i Las Vegas.
Angiveligt drejer sagen sig som om mandatsvig for 722.888,82 kroner og har forbindelse til en hemmelig konto, der er blevet oprettet som led i en slags rabataftale, forsvaret havde indgået med sit daværende rejseselskab.
Svindlen blev opdaget, da man skulle skifte rejsebureau. MT skulle have krævet en lignende hemmelig konto af det nye rejsebureau. Det fik bureauet til at kontakte forsvaret, og så blev svindlen opdaget.
De mange penge er ifølge B.T.s oplysninger blandt andet gået til private ferier for MT, et bryllup og team building i Las Vegas for MT og andre ansatte i forsvaret. Pengene skulle være formøblet fra den 8. december 2006 til og med 14. december 2009. Op mod 200.000 menes MT at have brugt til private formål. Han er også tiltalt for bestikkelse.
"Nogle af pengene har forsvaret givetvis haft glæde af, hvis man kan sige det sådan. Andre ting er efter vores opfattelse rent og indiskutabelt personlige ting for eksempel rejser med hans familie," siger sagens anklager, politimester Niels Pallesen, til B.T.
De to tiltalte, MT og RS, er beskyttet af navneforbud. B.T. skriver, at RS anses for at have en birolle i svindlen, mens MT menes at være hovedpersonen.
Kilde: B.T.
MT erkender over for B.T., at han har brugt kontoen. Han mener dog hverken, at den var hemmelig, eller at han har gjort noget ulovligt. Han tager derfor sagen helt roligt.