En 28-årig mand med indvandrerbaggrund blev tidligere i dag dømt skyldig i drabsforsøg i den såkaldte Reberbansgade-sag i Aalborg sidste år den 17. oktober.
Nu overvejer manden sammen med sin forsvarer, Michael Juul Eriksen, om han vil anke dommen.
Manden var tiltalt for to skudforsøg, men blev alene fundet skyldig i det ene, hvor han i øvrigt ikke kunne få pistolen til at virke og derfor aldrig affyrede skuddet.
"Vi havde gået efter frifindelse for begge forhold. Sådan som jeg ser det, blev han dømt på forklaringen fra et eneste vidne," siger Michael Juul Eriksen til Newspaq.
Derfor overvejer Michael Juul Eriksen nu en ankesag.
"Jeg ville gerne have haft, at han var frifundet for begge forhold, men det må vi se, om vi kan gøre ved en ankesag," siger han.
I dag klokken to bliver det offentliggjort, hvor lang en straf manden står til. Først derefter afgør man, om sagen bliver anket. Anklageren har krævet ti års fængsel.
En mand med tilknytning til rockergruppen Hells Angels blev også dømt skyldig for drabsforsøg, mens en 21-årig med indvandrerbaggrund blev frikendt og alene dømt for ulovlig våbenbesiddelse.
Derfor er der stor glæde hos den 21-årige, fortæller hans forsvarer, Mette Grith Stage:
"Vi er utroligt glade, men det var også, hvad vi havde ventet. Jeg var blevet meget overrasket, hvis han var blevet dømt," siger hun til Newspaq.