Han var den mest kendte dansker i sin samtid - og regnes stadig som en af de vigtigste danske videnskabsmænd nogensinde.
Men forskerne ved ikke ret meget om, hvordan Tycho Brahe levede.
Nu håber det danske forskerteam, der undersøger hans knogler i Prag, at kunne afsløre langt mere om hans liv ved hjælp af knoglerne.
"Vi håber, at kunne se mere om, hvad han lavede, og hvad han for eksempel spiste dengang," siger Svend Aage Mogensen fra Aarhus Universitet. Han er i Prag med resten af forskerholdet, der undersøger Tycho Brahe.
Forskerne ønsker blandt andet at finde spor af kviksølv. Det er nemlig mistænkt for at være årsagen til hans død, fortæller Svend Aage Mogensen.
Hvor man i går undersøgte knoglerne ved hjælp af en CT-scanner, så er det i dag boremaskinen, der er fundet frem for at hjælpe med undersøgelserne.
Forskerne tager simpelthen prøver af knoglerne, der skal analyseres grundigt i de kommende måneder.
En moderne undersøgelse af Tycho Brahe er dog droppet - nemlig analysen af hans DNA.
"DNA-undersøgelser en relativ dyr fornøjelse. Derfor foretager vi den ikke i første omgang. Vi tager materiale ud, så vi kan lave den i fremtiden," siger Svend Aage Mogensen, der fastslår, at den undersøgelse forskningsmæssigt ikke er så vigtig.
"Prøven kan sige noget om hans familieforhold, hvis vi kan finde DNA hos slægtninge, og den kan måske sige noget om arvelige sygdomme. Men det er ikke noget, som vi kan bruge til så meget," siger han.
Senere på dagen skal forskerne gennemgå det ligklæde, som Tycho Brahe blev begravet i. Derefter skal han igen pakkes i kisten, før han i morgen skal genbegraves i domkirken i Prag.