En rund to-krone eller en flad femmer. Det mener Forbrugerrådet, at alle flypassagerer skal betale som en obligatorisk forsikring, når de skal ud og flyve.
Forslaget kommer efter de seneste uger, hvor flere internationale flyselskaber - heriblandt spanske Spanair - er gået konkurs.
Forbrugerrådet vil med forslaget sikre forbrugerne, hvis det flyselskab, de har købt flybilletter hos, går konkurs.
"Det bliver selvfølgelig forbrugerne, der kommer til at betale, men prisen vil være to til fem kroner pr. billet. Det er en meget billig forsikring i forhold til det store problem, det kan være, hvis en hel familie mister sin sommerferie som følge af et flyselskabs konkurs," siger Rasmus Kjeldahl til DR Nyheder.
Forbrugerrådet er ikke tilfreds med den nuværende ordning, hvor forbrugerne selv kan vælge, om de vil betale for en konkursforsikring til 20 kroner, når de køber deres flybillet. De Radikale bakker op:
"Jeg vil gerne være med til at sikre forbrugernes retssikkerhed. Derfor synes jeg, det er oplagt, at vi kigger på det her, når vi skal evaluere rejsegarantifonden," siger Lotte Rod, forbrugerordfører hos De Radikale, til Newspaq.
Problemet er, at det ofte kan være meget svært at få øje på det sted i billetbestillingen, hvor man kan vælge en konkursforsikring til.
En undersøgelse fra Forbrugerrådet viser, at forbrugere har svært ved at vurdere, om de har brug for en konkursforsikring eller ej.
"Flyselskaberne går konkurs om ørerne på os i denne her tid, og det er umuligt at forudsige, hvilke selskaber der vil gå konkurs. Forbrugerne har ikke den indsigt, og derfor er det nødvendigt med en obligatorisk konkursforsikring," siger Rasmus Kjeldahl.
70 procent af de adspurgte i undersøgelsen foretrækker, hvis konkursforsikringen automatisk var omfattet af billetprisen.