PEN International i England, der arbejder for forfatteres ret til at ytre sig frit, var for nylig med til at indstille Salman Rusdie til en ridderorden. Men nu er forfatterorganisationen rystet over de voldsomme muslimske protester mod adlingen i blandt andet Iran og Pakistan.
»Det er en skam, at nogle få linjer i hans (Salman Rushdie, red.) fjerde roman har gjort ham til sådan en hadefigur,« siger direktøren for PEN International i London, Jonathan Heawood, til The Guardian.
Ulmende had
Reaktionen fra fanatiske religiøse grupper kommer derimod ikke bag på Anders Jerichow, der er præsident for PEN i Danmark. Han vurderer, at fanatikeres had til Salman Rushdie har ulmet i lang tid, men holder fast i, at beslutningen om at adle Rushdie er en god idé.
»Det er et skræmmende skråplan, hvis vi indretter vores liv efter nogle galninge, der ikke bryder sig om et bestemt forfatterskab. Adlingen af Salman Rushdie er helt fortjent, for han er en fremragende forfatter,« siger Jerichow.
Fyreseddel
Han er til gengæld overrasket over udtalelserne fra den pakistanske minister for religiøse anliggender, som angiveligt har retfærdiggjort selvmordsbomber som en protest mod Salman Rushdies adling.
»Det er en hårrejsende udtalelse om, at det nu er i orden at bruge selvmordsbomber. Den mand burde blive mødt med en fyreseddel med det samme.«
Sir Salman Rushdie. Født 19. juni 1947 i Bombay (nu Mombai) i Indien. Forældrene var muslimer.
Rushdie
anses af mange som en yderst kontroversiel forfatter. I sine bøger, der
bedst beskrives som magisk realisme, har han ofte beskæftiget sig med
konfliktfyldt stof og især religiøse temaer.
Det var
dog romanen ’De sataniske vers’ fra 1988, der for alvor satte Rushdie
på dagsordenen. I bogen antydes det, at dele af Koranen skulle være
skrevet af Satan. Disse antydninger resulterede i, at Irans leder,
ayatollah Khomeini udstedte en dødsdom, også kaldet fatwa, over Rushdie
for gudsbespottelse. Fatwaen blev ophævet i 1999, men udstedt på ny i
2003.
I 1994 oprettede Rushdie Det Internationale
Forfatterparlament (IPW), som er et internationalt netværk af
fristeder for forfulgte forfattere.
Rushdie lever i dag i eksil og under jorden i USA, hvor han bliver beskyttet af Secret Service.
I 2004 giftede han sig med den 33 år yngre fotomodel og kogebogsforfatter Padma Lakshmi.