Det er afgørende, at der bliver rettet op på de mange problemer, som medarbejdere, beboere og pårørende oplever på landets bosteder.
Det kræver en særlig indsats for de psykiatriske patienter, som har det sværest, siger Knud Kristensen, som er formand for Sind, en forening for pårørende og sindslidende.
Han ser positivt på, at regeringen har bebudet, at den vil afsætte et "trecifret millionbeløb" over fire år til at oprette en ny type institution i psykiatrien til borgere med særligt svære problemer.
- Vi vil gerne have flere sengepladser i psykiatrien, men hvis man foretrækker at kalde det en mellemform, er det ikke det, der skal skille os ad. Vi er mere interesseret i indhold, siger Knud Kristensen.
- En mellemform skal kunne tage sig af de allermest syge og kunne håndtere de sygdomme og det misbrug, som mange af dem desværre har samtidig, siger han.
Det trecifrede millionbeløb skal tages fra midlerne i satspuljen, og Knud Kristensen ser frem til at finde ud af, hvor stort beløbet bliver i sidste ende.
- Hvis et "trecifret millionbeløb" betyder 100 millioner er det ikke nok, men hvis det betyder 999 millioner, ser det bedre ud, siger han.
Danske Patienter, som er en paraplyorganisation for patientforeninger i Danmark, er mildest talt bekymret over udsigten til en ny form for institution for psykisk syge.
Det er nemlig ikke det, der er behov for, men derimod en ordentlig behandling af psykisk syge patienter på de psykiatriske afdelinger, siger næstformand Ebbe Henningsen
- Rent menneskeligt er det en tragedie. Grundlæggende har man ikke givet patienterne det, de har brug for. Ud af den fadæse opretter man så et nyt sted for de her mennesker, siger han.
/ritzau/