Det er en 'barnagtig fornærmelse', at Enhedslistens 14 folketingsmedlemmer ikke vil rejse sig for kongefamilien på Folketingets åbningsdag.
Sådan mener i hvert fald Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen (DF), på Folketingets åbningsdagen, hvor Enhedslisten vanen tro har tænkt sig at komme for sent til åbnngen for a at undgå at rejse sig for dronningen og de øvrige royale.
- Jeg mener, det er en foragt imod folkestyret. Enhedslisten tror, at det her er en protest imod kongedømmet og monarkiet, men i virkeligheden er det en protest imod folkestyret. Som folketingsmedlem underskriver man grundloven, og grundloven indbefatter monarkiet, siger Søren Espersen til Berlingske Nyhedsbureau og understreger:
- Jeg synes, det er forfærdeligt at se på.
Foruden Enhedslisten har også Zenia Stampe (R) og Lisbeth Bech Poulsen (SF) siden 2011 valgt at stå uden for folketingssalen under de kongeliges ankomst.
Fra Enhedslisten forklarer ældre- og beskæftigelsesordfører Finn Sørensen, at partiets folketingsmedlemmer holder fast i deres stille protest, fordi de synes, det er principielt forkert, at kongehuset har den rolle, som det har.
- Vi synes, at vi har fundet en afdæmpet måde at vise vores holdning. Kongehuset har ikke noget at gøre i et demokrati, siger han til Ritzau.