Forslaget om undervisningsassistenter i klasseværelserne falder i god jord hos forældreorganisationen Skole og Samfund.
"Vi synes, det er en rigtig spændende ide at få afprøvet i det danske folkeskolesystem," siger formand Benedikte Ask Skotte til Nyhedsbureauet Newspaq.
Det er undervisningsminister Bertel Haarder (V), der mener, at seminarier og kommuner skal samarbejde om at komme lærermanglen til livs. Det skal ske ved at lave en kombination af job og uddannelse.
De studerende skal arbejde som undervisningsassistenter og bistå læreren i klasseværelset. Ved siden af tager de så uddannelsen til lærer.
Og de uddannede lærere kan sagtens bruge en assistent, mener Skole og Samfund.
"Når man har en stor klasse eller en klasse med elever, der fylder meget, vil undervisningsassistenterne kunne bidrage med den ekstra hånd, som man sommetider mangler, når man er ene voksen i en klasse," siger Benedikte Ask Skotte.
Forbilledet for assistenterne er finsk. Og i Finland får de et halvt års undervisning, hvor de får en smagsprøve på lærerfaget, inden de kommer ud i klasseværelserne, fortæller Benedikte Ask Skotte. Den model ser hun gerne indført i Danmark.