Det er helt fint, hvis knægten eller tøsen på 15 år drikker sig en skid på.
Sådan har op imod halvdelen af landets forældre det med, at deres unger på 15 kyler alkohol i sig. De accepterer nemlig åbent eller stiltiende, at deres børn drikker. Det viser nye tal fra Københavns Kommunes 'Børnesundhedsprofil'
Og det sker på trods af, at det er hamrende ulovligt for unge under 16 år at købe alkohol, skriver Berlingske Tidende.
Undersøgelsen viser, at der er brug for, at forældrene siger klart nej, for at begrænse de unges alkoholforbrug.
"Det er meget mere risikabelt at være liberal forælder i dag end tidligere. Den alkoholkultur, de unge kommer ud i, er meget voldsommere," siger Kit Broholm, alkoholkonsulent i Sundhedsstyrelsen.