»Hvis det fortsætter på den måde, skal du snart til at skrive om forårsvin,« sagde gemalen, da vi betragtede småudsprungne buske og konstaterede, at der nærmest var smålunt trods stormvejret. Vejrudsigten taler heldigvis så småt om nattefrost i weekenden, men under alle omstændigheder er det svært at koncentrere sig fuldt ud om de tunge, solide vintervine, så længe klimaet insisterer på at te sig, som det gør.
Måske derfor faldt det egentlig ret naturligt at åbne en flaske californisk chardonnay, noget de flerste vel ellers mest har en tendens til at gøre, når termometeret står på sommer. Danskernes klippefaste tro på, at hvidvin ikke er en vinterfornøjelse, er en stor skam – både af hensyn til maden, men såmænd også af hensyn til den glæde, det er at smage sol en januardag og lægge gane til et godt glas chardonnay.
Meget californisk chardonnay har så meget fad, at vinen er bedre som aperitif end til mad, men Robert Mondavis Twin Oaks fra 2004 er en fin undtagelse. Den er knap så fed som mange andre af samme drue og har en vidunderlig og udpræget citrusduft og smag. Nattefrost eller ej. Altså: en fornøjelse både før, under og efter maden, selvom den femte stjerne mest faldt på grund af tilbudsprisen.
Til det skrabede januarbudget, eller måske bare som tirsdagens frikadellevin, har Vinens Verden et rigtigt fornuftigt bud. El Prado 2005 på Tempranillo og Cabernet Sauvignon er ved første duftindtryk en anelse kemisk, men et øjeblik i glasset og især i munden afslører en bordvin til 35 kroner, der kan mere end de fleste.
Det er ingen stor vin, men i forhold til prisen har den megen smag. Blid og afpasset til det meste hverdagsmad.
Skal der være lidt mere fest, kan turen fortsætte til Italien. Itynera 2004 er navnet på en klassisk Montepulciano D’Abruzzo, hvor druerne stammer fra marker rundt om Pescare. Og de smager af varme og Italien.
God, dyb eftersmag og en behagelig mængde fad efter 12 måneder på træ. Regionens vinbønder er solide håndværkere, og hvis temperaturen udenfor alligevel ikke er til de rigtig tunge italienere, er den en glimrende vin til en lørdag aften.
Sætter frosten i mellemtiden ind, vender Nyhedsavisen tilbage med tungere og mere vinterlige bud i næste uge.