Sexlede og et dårligt sexliv. Det kan blive resultatet, hvis piger allerede i de første teenage-år får deres seksuelle debut.
Chatsiden girltalk.dk har talt med piger i alderen 13-14 år og opefter, og ifølge folkene bag siden fortæller pigerne, at de føler sig "beskidte" og "værdiløse" efter at have prøvet sex for første gang.
Sexolog og psykoterapeut Margit Kyndal advarer pigerne om for tidlig sex.
"Mange kvinder i begyndelsen af 20'erne kommer til mig, fordi de har haft sex, før de var parate. Nu har de mistet lysten, og det går ud over deres forhold til kæresten eller ægtemanden," siger hun til Urban.
Pigerne, som girltalk.dk har talt med, føler sig presset til sex af veninder, som har prøvet det, og af omgivelserne, fordi de skal leve op til idealer, som de ser i tv, på nettet, i magasiner og lignende.