Det skyldes ikke kun de aldrende trækplastre, at jyske koncertarrangører for tiden langer billetter over disken i slowmotion sammenlignet med de senere års sprintertempo. Det skyldes også et eksploderet prisniveau og en intern konkurrence om at hente rockkoryfæer til det danske fastland.
Masser af plads
For nylig kom det frem, at The Polices septemberkoncert i Århus stadig har plads til 18.000 fans, og at billetsalget gik i stå oven på en forrygende start tilbage i marts. Så galt står det ikke til i Randers, men morgendagens koncert med veteranerne i Aerosmith er endnu ikke udsolgt. Der mangler endnu 500 af de 23.000 billetter. I næste uge spiller Genesis i Herning, og også her er der ifølge arrangørernes hjemmeside endnu »få billetter« at komme efter.
»Mange af koncerterne henvender sig til det samme segment, og det spiller efterhånden ind på folks privatøkonomi. Og store koncerter i Jylland har ikke nyhedens interesse længere,« forklarer konsulent Frank Panduro.
Lærestreg vanker
Da det jyske koncertboom begyndte omkring årtusindskiftet i Horsens, var Frank Panduro teaterdirektør, og dengang havde han held til at snyde den forkælede hovedstad mod øst for en intimkoncert med Bob Dylan. Senere lykkedes det blandt andet at sælge 85.000 adgangstegn til Rolling Stones på seks timer.
I dag har Frank Panduro skruet ned for koncertaktiviteten – og det gør han til dels på grund af den skærpede konkurrence blandt de jyske byer. En usund konkurrence, der betyder, at stjernenavnene kan presse deres honorarer op i et urealistisk leje. I sidste ende betyder det, at koncertgængerne betaler i langt dyrere domme end i andre europæiske lande.
»Vi har trukket stikket i Horsens og lader de andre byer slås. Markedet er fuldstændig overophedet,« advarer Frank Panduro, som i stedet vil satse på at trække flere kuriøsiteter à la Dolly Parton til i de kommende år.
Ifølge Frank Panduro risikerer flere af de nuværende værtsbyer at brænde nallerne på for store og dyre satsninger:
»Det her er ikke begyndelsen til enden for store koncerter i Jylland og på Fyn, men nogle arrangører får sig nok en lærestreg.«
Risikoen er størst
I Randers erkender musik- og teaterchef Mikael Qvist Rørsted, at det store antal jyske koncerter i år kommer bag på ham. Men succeskriteriet med Aerosmith er nået, understreger han.
Den høje konkurrence og det opskruede honorarniveau betyder dog, at Randers ikke per automatik kaster sig ud i flere gigantkoncerter:
»Det skal være et navn, vi virkelig brænder for. Ellers er det ikke satsningen værd. Risikoen for at miste penge på disse arrangementer er større end chancen for at lave en god forretning,« siger han.