»Har du ikke kørekort!?«
Kultforfatteren Lars Mytting ser vantro på Nyhedsavisens udsendte. Jeg er kommet for skade at fedte rundt med nøglen til min brugte cykel. Helt åbenlyst. Nyheden om, at det menneske, han lige har tilbragt en halv time sammen med, ikke har erhvervet sig et styks lamineret førerbevis er et kulturchok. Specielt når man er vokset op i byen Fåvang - en isoleret samling huse midt inde på det tykke stykke af Norge.
»I små bysamfund er alt bygget op omkring motoren. Landbruget er afhængig af de motoriserede hestekræfter og folk møder hinanden gennem nedrullede bilruder. Det sjove er, at ingen benytter den mobilitet til at bevæge sig særlig langt væk fra lokalsamfundet,« siger Lars Mytting, der er i Danmark for at promovere sin nye bog.
Den 39-årige nordmand har lige sendt sin debutroman Hestekræfter til det fjerde genoptryk i hjemlandet. Succesromanens omdrejningspunkt er mekanikeren Erik Fyksens nostalgiske kærlighed til årgangs-biler og hans hidsige modstand mod den åndløse storkapitalisme og japanske biler. Romanens detaljerede beskrivelser af gamle bilers mekaniske logik og de uundgåelige reparationers terapeutiske virkning har tilsyneladende ramt en klangbund i den norske folkesjæl. Ifølge Lars Mytting er Hestekræfter en hyldest til en uddøende race - de mænd der engang kunne reparere deres egne biler.
»I dag specialiserer vi os så meget, at vi ikke længere har kontakt med bilen, som vi havde engang. I min barndom var mændene en slags renæssancemennesker, der kunne lidt af hvert - herunder reparere en bil,« siger Mytting.
Kult blandt mekanikerlærlinge
Han lægger ikke skjul på, at romanen bevæger sig i et udpræget mandeunivers, og at den derfor ikke overraskende har sit største publikum blandt mænd. Mere overraskende er det, at det specielt er drenge i teenageårene, som har kastet sig over Myttings roman.
»Og det er specielt mekanikerlærlinge, som læser bogen, selvom der ellers har været enorme problemer med at få dem til at læse bøger. Mange læser også min bog i forlængelse af teoribogen, når de skal tage kørekort,« siger Lars Mytting.
Selv mener han, at statussen som kultforfatter nok skyldes, at hans største fans er en »ulitterær flok.«
Eventuelle kvindelige læsere kan til gengæld få et fif til, hvordan de forhindrer deres husbond i at ligge 60 timer i træk under en bil. Køb en japansk en af slagsen!
»Japanske biler går desværre aldrig i stykker, og det betyder, at nærheden og kontakten mellem menneske og maskine forsvinder,« siger Lars Mytting.
Hestekræfter af Lars Mytting udkommer i dag.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.