Langt fra alle planlagte SAS-fly letter, som de skal i øjeblikket. En markant mangel på piloter til at styre flyene gør, at mange afgange må aflyses. Alene fra basen i Oslo mangler SAS 20 piloter om dagen i november og december, hvilket i alt løber op i 1.250 pilotdage, skriver epn.dk.
"Vi mangler piloter. Det er helt åbenbart. Vi mangler piloter til den daglige drift. Billedet er det samme i Danmark, Norge og Sverige," siger Mogens Holgaard, formand for Dansk Pilotforening, til epn.dk.
Han forklarer, at en øget fleksibilitet, som betyder, at SAS kan bruge piloterne, når der er mest behov, har gjort, at en stor del af arbejdskraften er brugt i starten af året. Samtidig har et it-system, der skulle hjælpe med vagtplanlægningen, voldt problemer på grund af en programmeringsfejl.
Hos SAS erkender Flemming Jensen, direktør med ansvar for driften, at der har været aflysninger. Han erkender også, at det skyldes mangel på besætning i de konkrete situationer.
"Men vi kan ikke konkludere, at der er generel mangel på f.eks. piloter. Meget tyder på, at vi skal være bedre til at styre vores processer, så der ikke opstår dominoeffekter, som betyder, at der kan mangle besætninger til nogle afgange," siger Flemming Jensen, direktør med ansvar for driften i SAS.