Når der skal holdes øje med, om vores folkevalgte følger reglerne, så har de seneste 25 år været Hans Gammeltoft-Hansens opgave.
Men nu er det snart ovre for den 67-årige jurist. Han stopper nemlig som Folketingets ombudsmand i januar 2012.
Årsagen til Hans Gammeltoft-Hansens exit er, at han til den tid vil være fyldt 68 år, og dermed når han pensionsalderen.
En af de seneste gange Hans Gammeltoft-Hansen havde fat i ørerne på en politiker, var da han i januar tvang nuværende undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) til at levere et Rolex-ur tilbage til en saudiarabisk sheik.
Tidligere har han haft den løftede pegefinger oppe over for Birthe Rønn Hornbech (V), da hun i sin tid som integrationsminister modtog alvorlig kritik for ikke at have vejledt godt nok om reglerne for familiesammenføring via Sverige.
Kilde: Ombudsmanden.dk