Cand.scient.pol, cand.scient.soc., cand.oecon.
Det vrimler med fine titler i den nye sammensætning af Folketinget.
Ifølge en gennemgang, foretaget af Fagbladet 3F, har akademikerne sat sig på 53 procent af pladserne i Folketinget.
Og det afspejler langt fra befolkningen, hvor kun ni procent af de voksne danskere har en uddannelse fra et universitet.
"Jeg håber ikke, det gør politikken mere elitær, men jeg frygter det," siger 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen til Fagbladet 3F.
De mange akademikere savner erfaring med danskerne arbejdsliv, siger han. Og det påvirker deres holdning til efterlønnen, at nedslidning kun er noget, de læser om, lyder det fra Poul Erik Skov Christensen.
"Det er ærgerligt, at det ikke er lykkedes at vælge politikere, der bedre ligner resten af befolkningen," siger Poul Erik Skov Christensen til Fagbladet 3F.
Folketingets næststørste gruppe er dem med en mellemlang videregående uddannelse - f.eks. lærere og politifolk. De udgør 21 procent af medlemmerne, mens de i befolkningen udgør 14 procent.
Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har hver syv medlemmer i deres folketingsgrupper, der har faglært eller ufaglært baggrund. Venstre har fire, Enhedslisten tre og SF en.