Man har et standpunkt, til man tager et nyt.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har flere gange i sin politiske karriere været mand for åbent at erkende, at han har ændret mening. Så godt som samtlige kontroversielle tanker i hans berømte - og i nogle kredse berygtede - bog "Fra socialstat til minimalstat" er således for længst blevet afløst af for eksempel mere "bløde" formuleringer om at lighed i samfundet er af det gode.
Og nu er turen så kommet til et opgør med den ellers ganske liberale tanke om, at hvis man gør en ekstra indsats, skal man belønnes. Tilbage i efteråret 2006 stillede Anders Fogh således landets pædagoger, sygeplejersker og hjemmehjælpere i udsigt, at gjorde de en ekstra indsats, ville de blive belønnet med individuelle lønstigninger.
Men det kan sygeplejerskerne, hjemmehjælperne og pædagogerne godt skyde en hvid pind efter. I går fik Anders Fogh debut som blogger, og i debut-bloggen skriver han, at han tog fejl.
- Da jeg rejste spørgsmålet om bonusløn, tænkte jeg i første gang på
belønning af den individuelle indsats. Men besøgene (i forbindelse med kvalitetsreformen, red.) ude på
sygehusafdelinger og plejehjem og i daginstitutioner har overbevist mig
om, at arbejdet i den grad er et holdarbejde. Derfor er det også mest
relevant at belønne holdindsatsen, det vil sige afdelingen, institutionen med videre. Når en børnehave eller et plejehjem gør det ekstra godt, skal hele holdet mærke en økonomisk belønning, skriver Anders Fogh.
Anders Foghs nye kurs vækker dog ikke begejstring hos sygeplejerskernes formand, Connie Kruckow.
- Vi
er ikke interesserede i kollektive bonusordninger, før grundlønnen for
sygeplejersker er i orden. Sygeplejersker tjener betydeligt mindre i
løn i forhold til mænd med tilsvarende uddannelse i det private," siger
hun til tv2.dk.
Læs Anders Foghs blog her.