Den første dansker er nu død af svineinfluenza.
Det drejer sig om en midaldrende chauffør fra Pandrup i Nordjylland, som sidste uge døde under en transport i Norge.
Sammen med en kollega havde manden været syg af influenza i nogle dage. Det var ejeren af vognmandsfirmaet fra Pandrup, der kørte lastbilen, da han opdagede, at kollegaen ved siden af var død, mens han lå og sov.
Manden var død, da han ankom til Oslo Universitetssygehus tirsdag den 25. august. Undersøgelserne peger på, at han er død af lungebetændelse forårsaget af influenza A (H1N1), også kendt som svineinfluenza. Det oplyser Sundhedsstyrelsen.
De danske sundhedsmyndigheder vil undersøge, om manden tilhørte en risikogruppe. Lungebetændelse kan være en komplikation i forbindelse med influenza, og Sundhedsstyrelsen vil derfor understrege, at patienter med influenza A, bør kontakte læge, hvis de får vejrtrækningsproblemer.
Sundhedsstyrelsens seneste vurdering lyder på, at Danmark vil kunne forvente omkring 800 dødsfald under en kommende epidemi.
Over 100 europæere er indtil videre bekræftet døde af svineinfluenzaen.