Finanskrisen får USA til at minde mere og mere om et uland.
I går offentliggjorde den amerikanske regering nye tal for fødevarehjælp til landets egne borgere. De viste, at 32,2 millioner amerikanere modtog fødevarekuponer i januar. Det er 600.000 flere end december sidste år. Kuponerne er en form for beviser øremærket til at købe mad for.
"Det er en meget vanskelig tid for lavindkomstfamilier og enkeltpersoner og også en vanskelig tid for de grupper, som hjælper dem," siger Valentine Breitbarth fra organisationen Brød til Byen til flere medier. Organisationen arbejder med fattige familier i den amerikanske regeringshovedstad, Washington
I gennemsnit modtog hver af de 32,2 millioner amerikanere 113 dollars i januar. Der svarer cirka til 630 danske kroner.
Det store antal amerikanere på fødevarehjælp afspejler finanskrisens afsmitning på realøkonomien. Alene i januar måned mistede 596.000 amerikanere jobbet, og antallet af konkurser blandt landets virksomheder stiger og stiger.