Du er lige trådt ind fra den friske morgenluft og opdager, at din kollega stinker så meget af hvidløg, at han kan slå en hel hær af vampyrer ihjel uden at løfte en finger.
Hvad gør du? Tilbyder et glas mælk.
Forskere har nemlig vist, at et glas mælk neutraliserer hvidløgslugt. Det er væsken og fedtet i den hvide kalciumdrik, der binder den distancerende dunst.
For at opnå den maksimale virkning skal du drikke mælken, mens du spiser hvidløg. Og skal du for alvor slå lugten ihjel, nytter det ikke at være fedtforskrækket. I stedet gør du klogest i at bunde et glas sødmælk, før du igen kan snakke med andre.
Det skriver Journal of Food Science.
Vand og basilikum kan også gøre det, siger forskerne. Dog ikke med så godt et resultat som mælkefedtet.
Men selv om hvidløg kan give dårlig ånde og kropslugt i op til flere dage, minder forskerne alligevel om, at det lille løg med den skarpe smag er sundt for kredsløbet og indeholder vigtige vitaminer og mineraler.