Mere end en milliard TV-seere så med, da VM for kvinder blev afviklet i Frankrig i sommer. Og håbet er, at endnu flere vil kigge på, når VM i 2027 måske kommer til Danmark.
Sammen med de andre nordiske lande - Norge, Sverige, Færøerne, Finland og Island – kæmper DBU for at få slutrunden om otte år til Danmark. Det skiver DBU på deres hjemmeside. Planerne præsenteres på et møde i Nordisk Råd i dag.
– Vi kan se, at opbakningen til kvindefodbold er kommet for at blive – senest ved VM i Frankrig, hvor der blev spillet for fyldte stadions og tv-seernes interesse var kæmpestor. Et fælles VM i Norden vil ikke kun sikre en fantastisk oplevelse for de mange fodboldfans, men vil også styrke det vigtige, nordiske samarbejde og fællesskab og forhåbentlig inspirere mange fodboldglade piger og kvinder. Derfor er det også vigtigt med interesse og opbakning fra Nordisk Råd,” udtaler DBU’s formand, Jesper Møller.
FIFA er positive
Sammen med sine kolleger i de øvrige lande, har Jesper Møller arbejdet på planerne i mere end et år, og FIFA, der står som arrangør af turneringen, er umiddelbart positive overfor det fælles nordiske projekt. Men mangler endnu at melde de konkrete krav til stadions og faciliteter ud.
Nyheden om det nordiske projekt, der stadig er i pilotfasen, kommer en uge efter, at DBU efterspurgte et nyt nationalstadion med plads til mindst 50.000 tilskuere i hovedstaden, samt endnu et stadion med en kapacitet på 25.000 i provinsen. Ønsket blev begrundet i behovet for at kunne afvikle store kampe og slutrunder, der leverer op til de stigende krav.