De fleste af landets kommuner og regioner lever op til kravet om at udarbejde voldspolitikker og retningslinjer for at forebygge volden på de offentlige arbejdspladser.
Det viser en ny undersøgelse, som Branchearbejdsmiljørådet for social- og sundhed har foretaget.
Men ifølge Fag og Arbejde, FOA, er det ikke nok til at fjerne volden på de offentlige arbejdspladser.
Vold og trusler mod de ansatte er nemlig fortsat et stort problem mange steder.
Eksempelvis har mere end halvdelen af personalet på plejehjem ifølge en FOA-undersøgelse oplevet vold, trusler eller truende adfærd.
"Jeg er glad for at se, at kommuner og regioner lever op til kravene om at udarbejde politikker og retningslinjer for forebyggelse af vold på arbejdspladser," siger forbundssekretær Inger Bolwinkel, der er arbejdsmiljøansvarlig i FOA.
Men politikker og skriftlige retningslinjer ikke altid nok til at fjerne problemerne, påpeger hun.
"I hvert fald viser vores tal, at alt for mange offentligt ansatte stadigvæk er udsat for vold og trusler - først og fremmest fra de beboere eller patienter, som de er ansat til at yde omsorg for," siger hun.
Undersøgelsen fra Branchearbejdsmiljørådet viser desuden, at 26 procent af kommunerne har fået et påbud fra Arbejdstilsynet for forhold, der handler om vold.
"Det er helt uacceptabelt, at Arbejdstilsynet stadigvæk må give så mange påbud til kommuner, der ikke lever op til deres ansvar om at forhindre vold over for medarbejderne," siger Inger Bolwinkel.