FN's Sikkerhedsråd fordømmer enstemmigt den seneste tids vold mod civile i Sudan.
Rådet understreger samtidig vigtigheden af, at menneskerettighederne bliver overholdt, og opfordrer militærstyret og landets protestbevægelse til i fællesskab at finde en løsning på krisen.
Erklæringen kommer en uge efter, at Kina og Rusland, to at Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer, blokerede for en tilsvarende melding.
Det skriver nyhedsbureauet AFP natten til onsdag.
Sikkerhedsstyrker har den seneste uge slået hårdt ned på demonstranter, der kræver Sudans midlertidige militærstyre udskiftet.
Demonstranter har i månedsvis ligget i lejr uden for det militære hovedkvarter i Khartoum for at presse militærstyret til at efterkomme kravet om at indsætte en civil overgangsregering.
Men for lidt over en uge siden blev lejren i hovedstaden på brutal vis ryddet. Over 100 demonstranter blev meldt dræbt i aktionen. Repræsentanter for styret har dog sagt, at antallet af dræbte er langt mindre.
Tirsdag oplyste en etiopisk mægler i konflikten, at det militære styre og oppositionsgrupper er blevet enige om at genoptage samtaler med henblik på at danne en overgangsregering.
Samtidig vil protestbevægelsen afslutte en generalstrejke, der de seneste tre dage har lagt gaderne i Khartoum næsten øde.
- Begge sider er blevet enige om at genoptage forhandlingerne snart, sagde den etiopiske mægler, Mahmoud Drir, tirsdag ifølge AFP.
Han tilføjede, at militærstyret som "et tegn på god vilje" har indvilget i at løslade alle politiske fanger. Han oplyste dog ikke yderligere om, hvor mange det drejer sig om, og hvornår det vil ske.
Militærstyret meddelte tirsdag desuden, at flere soldater er blevet tilbageholdt efter nedslagtningen af demonstranter i Khartoum.
/ritzau/