FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har besluttet at indsætte 300 observatører til at overvåge våbenhvilen i Syrien fra begyndelsen af næste uge.
Det sker selv om FN siger, at situationen i landet udvikler sig meget kritisk.
Kampene fortsatte således mandag, hvor mindst 20 mennesker blev dræbt, selv om det syriske regime siger, at det støtter den FN-støttede våbenhvile og har trukket soldater og tunge våben ud af byerne.
- Men det er vores håb, at indsættelsen af observatører vil bidrage til, at blodsudgydelserne indstilles, siger den assisterende FN-generalsekretær B. Lynn Pascoe, som mandag orienterede Sikkerhedsrådet om indsættelsen af 300 ubevæbnede observatører.
- Beslutningen er truffet, og observatørerne vil begynde at ankomme i næste uge.
Omkring 30 observatører ventes indsat i denne måned hvorefter de øvrige vil blive indsat hurtigt. De vil blive indsat i 90 dage i første omgang.
Missionen gennemføres selv om Assad ikke har trukket militæret ud af byer og i utilstrækkelig grad respekterer de seks punkter i den indgåede fredsplan.
USA, Storbritannien og Frankrig vil have indført sanktioner mod Assad, hvis observatørernes mission mislykkes.
Over 9000 mennesker er blevet dræbt under den 13 måneder lange konflikt i Syrien, hvor en folkelige opstand mod Assads regime nedkæmpes med brutalt af militæret.
- Alt for mange liv er gået tabt og menneskerettighederne trædes under fode af personer, der går fri for straf, siger Lynn Pascoe fra Bans stab.
Mandagens drab skete, da de syriske regeringsstyrker beskød byen Ham.
- De militære styrker trængte ind og skød folk i gaderne, siger en aktivist, der kalder sig Mousab. han og tilføjer, at mindst 20 er dræbt og 60 såret.